Hvad er anal inkontinens?

Fækal inkontinens er nedsat eller ikke eksisterende evne til at holde på tarmluft og eller afføring. Tilstanden varierer fra mild grad, hvor det kun er tarmluft, der er svær eller umulig at holde tilbage, til svær grad, hvor der er en nedsat evne til at holde afføringen tilbage i kortere eller længere tid. Der skelnes mellem passiv og urge inkontinens.
Passiv inkontinens er når afføring siver uden forudgående varsel. Urge inkontinens er når der pludseligt føles en afføringstrang og der er kort tid til at reagere, før afføringen kommer ud.
Man regner med at 2 -15% af befolkningen har problemer med at holde på afføringen. Tallet kan være meget højere, da det for mange kan være svært at tale om problemet.

Årsager:

Risikoen for fækal inkontinens stiger med alderen og antal af børnefødsler. Med alderen kan musklerne blive svagere og muskelkontrollen nedsættes.

Det er kendt, at sukkersyge, stofskiftesygdomme, rygmarvsbrok, hjerneblødninger, sklerose, alvorlige rygproblemer, kirurgisk fjernelse af dele af tarmen m.v. kan være udløsende årsager til fækalinkontinens.
Desuden kan der være opstået skader på lukkemusklen under kirurgi, ved børnefødsler ellers kan det være en medfødt misdannelse.

Hos nogen patienter finder man ikke en årsag til problemet.

Fakta om anal inkontinens

  • Afføringsinkontinens er lækage af luft eller afføring. Det er en relativt hyppig tilstand, der især ses hos kvinder.
  • Symptomerne kan variere fra problemer med at holde på luften til manglende kontrol over selve afføringen.
  • Der er mange behandlingstilbud, og de har ofte god effekt.

Diagnose:

Oftest vil den første kontakt angående inkontinens ske via egen læge.
Her kan man evt. starte med at se, hvor langt man kan komme med, at afhjælpe problemet ved at gennemgå kost, livsstil og afførings vaner og evt. ændre på disse. Hvis dette ikke har den ønskede effekt, er der mulighed for at blive henvist til et sygehus, hvor man kan undersøge sværhedsgrad af inkontinensen samt hvilke muligheder der kan tilbydes.

På sygehuset

Efter henvisning til sygehuset vil man blive indkaldt til en undersøgelse og samtale i ambulatoriet.
Her vil lægen udføre forskellige undersøgelser bl.a. anoskopi, hvor lægen ser/mærker evt. efter om forholdende er normale i endetarmen. Der er også forskellige spørgeskemaer, der kan anvendes for at fastslå omfanget af problemet.

Derefter udarbejdes der en plan for evt. kost og livstilsændringer, som kan være med til at mindske problemerne. Det kan være at patienten skal føre en kost, væske og afførings dagbog, således det bliver lettere at evaluere om ændringerne afhjælper problemet. Ofte vil lægen først anbefale en regulering af kost, fibre og væske, og nogle patienter vil også have glæde af lægemidler der har en stoppende effekt.

Patienten kan herefter evt. henvises til bækkenbundstræning hos en specialuddannet sygeplejerske eller fysioterapeut. Formålet er at styrke muskulaturen og dermed give bedre kontrol af lukkemuskulaturen.
Nogle patienter kan oplæres i hvordan tarmen kan tømmes med vand (Transanal irrigation). Herved mindskes risiko for at der opstår ”uheld” når patienten har brug for at skulle være hjemmefra.

Såfremt man fortsat har problemer med at holde på afføringen vil man blive undersøgt yderligere bl.a. ved;

Recto/koloskopi

Hvis lægen vurderer, at der er nødvendigt at se længere op i tarmen, end det lader sig gøre med et anoskop, vil rektoskopi eller koloskopi være en mulighed.

Ultralyds undersøgelse

Via en probe, der indføres i endetarmsåbning, fremkommer der et tredimensionelt billede af intern og ekstern lukkemuskel. Lægen vil kunne se om forholdene er normale eller om der er områder hvor musklerne ikke ser ud, som forventeligt.

Anal manometri

Via en probe/sonde, der indføres i endetarmen, vil sundhedspersonalet kunne aflæse hvorledes patientens lukkemuskler og nervebaner arbejder sammen. Patienten vil undervejs blive instrueret i forskellige opgaver. Via disse opgaver vil det være muligt at få information om rifter ved åbningen, evne til at holde på afføringen, evne til at komme af med afføringen samt hvorledes patienten formår at samarbejde bevidst og ubevidst om de stillede opgaver. Det vil desuden være muligt at undersøge hvor meget afføring, der er plads til i tarmen, før patienten føler behov for at komme af med afføringen.